Ved kiropraktorerne Lisbeth Lantto & Ole Hansen | Søndergade 25  | 8600 Silkeborg | Tlf. 86 81 20 05 | Reception@SilkeborgRygcenter.dk | Kiropraktorvagten

                                                         

                                                         


Artikel

 

Af fysioterapeut Louise Rønbøg

Strækøvelser - spild af tid?

Lad mig slå fast med det samme, at jeg mener, at strækøvelser har stor værdi.

Rent fysiologisk ved vi, at stramme muskler giver en dårlig kropsholdning, dvs. at arbejdsforholdene for kroppen bliver forringet og derved øges risikoen for at udvikle smerter og skader. I løbet af vores liv oplever vi, at musklerne bliver strammere. Dette sker bl.a. pga. inaktivitet, fejlbelastninger, overbelastninger mv. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi laver forskellige øvelser, som gør os smidige. Strækøvelser/udspænding øger bevægeligheden og dermed smidigheden i led og muskler.

Uenige forskere
Der er meget uenighed om, hvorvidt udspænding er noget, der virker. Ofte hører man, at det ikke har nogen effekt at strække ud. De forskere, der er af den opfattelse, støtter sig til studier, som bl.a. viser at vores muskler agerer som en elastik. Man kan strække på den, men kort tid efter er den tilbage ved sin normale længde og udstrækning.

Andre forskere henviser til studier som viser at smidigheden øges gennem stræk, man ved dog ikke præcist, om det er selve musklen, der bliver mere smidig, om det er bindevævet, der strækkes eller om det muligvis er ens smertegrænse, der rykkes.

Strækøvelser og træningsømhed
Hvorvidt udspænding umiddelbart efter hård fysisk træning har en positiv effekt på træninngsømheden (også kaldet DOMS) er dog stadig mangelfuldt. Men i praksis ser vi, at når først muskelømheden er opstået, så mindskes den ved strækøvelser - måske kun midlertidigt. Selvom udspænding umiddelbart efter fysisk træning muligvis ikke forebygger træningsømhed, så er det et godt tidspunkt at lave strækøvelserne, fordi muskulaturen er varm og strækøvelserne føles mindre smertefulde.

Hvordan strækker man ud.
Der er forskellige måder at udspænde muskulaturen på. Den bedst kendte er det statiske stræk, hvor man holder et stræk i en vis tid og derefter slapper af igen. Derudover findes en metode som kaldes ”contract-relax” hvor man spænder op i musklen for derefter at slappe af og strække den (kaldet PNF). Man opnår en større smidighed gennem begge metoder, men ved det statiske stræk kommer der også en udspænding på bindevævet, hvorimod ved ”contract-relax” er det mere selve musklen, der strækkes.

Generelt for udspænding gælder det, at man skal holde strækket i ca. 30 sek. og man må gerne gøre det flere gange efter hinanden med en lille pause imellem. Hvis man ønsker at øge sin smidighed hurtigt kræver det, at man ofte strækker ud og gerne flere gange på en dag. Behovet for udspænding er meget individuelt, nogle mennesker skal lave strækøvelser hyppigt gennem lang tid, mens andre hurtigt vil mærke en ændring.

Udspænding bruges til at genskabe en balance i kroppen, derfor er det vigtigt kun at strække ud i de muskler, man føler er stramme. Kan man ikke mærke et stræk i musklen, er det ikke nødvendigt at udspænde den, for hvis man både strækker de muskler, som er stramme og samtidig strækker dem, der smidige i forvejen, vil der fortsat være en ubalance i kroppen og så gør det ikke den store forskel i det lange løb.

Konklusion
Området omkring udspænding af muskulaturen er stadig ikke undersøgt til bunds. Der meget vi endnu ikke ved med sikkerhed omkring strækøvelser, men som forhåbentlig bliver mere klarlagt i fremtiden efterhånden som forskningen finder flere svar til os.
Indtil da - brug den sunde fornuft og mærk efter med din egen krop, hvad der virker for dig.

 lr@silkeborgrygcenter.dk

 

 

 
 

Til forsiden - Silkeborg Rygcenter -  kiropraktor, fysioterapeut, ergoterapeut mm. i Silkeborg

 

Kiropraktorerne Lisbeth Lantto & Ole Hansen  |  Medlem af Dansk Kiropraktor Forening  |  Autoriseret af Sundhedsstyrelsen  |  Overenskomst med Sygesikringen.